-
Trykket stemning på boligmarkedet: Alt falder i pris
المصدر: BDK Finans / 11 أبريل 2024 00:08:18 America/New_York
For en gangs skyld er det boligkøberne, der kan juble. På boligmarkedet er der nemlig en evig armlægning i gang mellem boligejere og boligkøbere, og i marts kunne køberne stikke en sjælden arm i vejret. Priserne dykkede nemlig på tværs af alle boligtyper, og en lille flig blev således trimmet af boligejernes formuer. Det viser Boligsidens nye tal for marts. Ejerlejligheder har taget det tungeste fald, på 1 procent, når man korrigerer for sæson. Sommerhuse er i forårsmåneden blevet 0,7 procent billigere, mens huse har været mest modstandsdygtige, med fald på 0,2 procent. »Der er ikke tale om en dramatisk udvikling, men snarere om en lidt trykket stemning, hvor interessen for at handle bolig ikke er særligt stor,« forklarer Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit. Den lavere købelyst sker på ryggen af, at danskere op til årsskiftet flittigt shoppede boliger for at indkassere en skatterabat. På den måde slap man uden om en højere skatteregning, som især ejerlejligheder kommer med i 2024. Men nu er rabatten uden for købernes rækkevidde, og interessen for at kaste sig over en ny bolig er dæmpet. Faktisk har der i 28 år aldrig været så få danskere, der går i banken og indhenter et lånetilbud, som nu. Det sætter sig – ganske som forventet – i priserne. Tallene ser »rigtige« ud Det er dog sjældent, at boligkøberne kan stikke armen i vejret som nu. Boligpriserne er steget nærmest konstant de seneste ti år, hvis man ser bort fra en periode mellem sommeren 2022 og foråret 2023, hvor voldsomme rentestigninger filede lidt af priserne. Og boligkøberne sejrede heller ikke i februar, hvor markedet tog fusen på alt og alle. Priserne tikkede op – endda på lejligheder, hvor boligøkonomer havde varslet det tungeste prisfald på grund af de nye boligskatter. Derfor flugter prisfaldet i marts måned bedre med forventningerne, bemærker Jyske Banks boligøkonom Mikkel Høegh: »Nu begynder vi at få data, der viser, at særligt ejerlejlighederne er begyndt at blive ramt af skatteomlægningen, fremrykning af ejerlejlighedskøb med videre. Så selv om det er for tidligt at konkludere noget håndfast på en enkelt måned, ser tallene mere »rigtige« ud i forhold til forestillingen om, hvad der skulle ske efter årsskiftet,« siger Mikkel Høegh. Jyske Bank forventer, at lejligheder, dyrere huse samt sommerhuse vil falde i pris hen over foråret. Det stemmer nogenlunde overens med forventningen hos konkurrenten Arbejdernes Landsbank. Forudsigelserne om, at ejerlejligheder står over for prisfald, bunder i, at mange ejere af lejligheder i årevis har betalt mindre i grundskyld end husejere. Den ulighed retter man op på med det nye skattesystem, og fordi nye lejlighedsejere får en højere skatteregning, er logikken, at priserne bør tage et fald. Omvendt står mange husejere til at få en lavere eller uændret skatteregning, og derfor er der længere mellem advarsler om prisfald på huse generelt. Alligevel tog huspriserne et trin ned i marts, og det skyldes især lavere priser i Nordsjælland og Østjylland. Kigger man lidt bagud, er huspriserne nogenlunde uændrede siden årsskiftet, når man korrigerer for sæson. Ejerlejlighedspriserne er i samme periode faldet med 1,4 procent på landsplan. Man kunne have frygtet værre Arbejdernes Landsbank forventer et løft i huspriserne, men et fortsat prisfald på lejligheder, som følge af de nye boligskatter. Cheføkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank pointerer, at der trods alt var tale om et »afdæmpet prisfald« på ejerlejlighedsmarkedet i marts, hvor lejlighederne som nævnt dykkede med 1 procent. »Man kunne have frygtet værre ved overgangen til de nye boligskatter, men større prisfald er udeblevet. I hvert fald foreløbig,« konstaterer han. Det største prisfald ses i København, hvor ejerlejlighederne tog et prisdyk på 1,5 procent i marts. Faldet er lavere end det, ejendomsmæglerkæden Home oplever. De københavnske lejligheder, kæden har solgt i forårsmåneden, oplevede med 3,2 procent det største prisfald i to år. Brian Friis Helmer ser en »svag positiv fremgang« på boligmarkedet som helhed, omend han tror på en tilbagegang, hvad ejerlejligheder angår. Han understreger, at nogle helt fundamentale kræfter holder boligmarkedet oppe. Der er rekordmange i arbejde, danskernes købekraft stiger med høje lønstigninger, og samtidig er der kommet ro på inflationen, bemærker han. Selvom få boligkøbere viser interesse for at begive sig på boligjagt, er der blevet flere boliger at vælge imellem på mæglernes hylder. I marts måned piblede nemlig 2.700 til salg-skilte frem foran boliger i det danske land. Det svarer til en stigning på én procent, når man tager højde for sæson. https://www.berlingske.dk/dine-penge/trykket-stemning-paa-boligmarkedet-alt-falder-i-pris